Bliv bedre til at tegne med tegnetips til din skitsebog
Skits løs i din skitstebog

Forestil dig det her

Du har fuld hammer på scrolleren på Instagram.
Gang på gang ser du underskønne, funklende illustrative perler, der kan få selv Mona Lisa til at ligne en tre-årigs kartofelleltryk på toiletpapir…
(det billede lader vi lige stå lidt)

Og er du tegner, så kan du være runesten-sikker på, at IG viser dig underskønne skitsebøger proppet med kæbe-tabende tegninger, som kunsteren da “liiige” har flikket sammen – sjovt nok som ét samlet værk 😉

Men lad det være sagt fra start:
Jeg er ikke modstander af skitsebøger fyldt med flotte illustrationer.

Slet ikke!

Faktisk tænker jeg, der for kendte kunstnere kan være et unikt værk gemt i at lave en hel skitsebog fyldt med originaler. Jeg vil skyde på at fx Kerby Rosanes har lavet det trick. Men for alle os andre (dødelige), hvor den daglige træningen er vigtig, så skal skitsebogen være til skitser!

Rådet herfra er derfor:

✔️ Skits løs i din skitsebog!

✔️ Vær vild!

✔️ Tegn det du er dårlig til!

✔️ Tegn det du er god til!

✔️ Leg!

✔️ Eksperimentér!

✔️ Slå dig løs!

Men lad være med at tænke, at du skal lave en flot artsy bog FYLDT med færdige illustrationer.
Der må gerne være flotte, færdige illustrationer i. Bevares!
Men, det kommer til at holde dig tilbage, hvis du har mere fokus på at lave noget flot (du kan vise frem), hvor du har mere brug for at give helt slip og bare øve og lege.

Øvelsen er det vigtigste.

En skitsebog kan godt sammenlignes med en træningssal.
Det er træningen, der er det vigtigste.

Og måske vigtigst af alt:
Tænk: “Mine tegninger må godt være grimme”.

Måske er der i virkeligheden en kreativ øvelse der? 🤔
Tegn en grim tegning! JA! Prøv det!
Det sætter garanteret gang i et eller andet, OG det får dine skuldre til at sænke sig.

Jeg bruger for øvrigt bare sådan en frækkert her til at skitse i.
Den på 9x14cm. Den er handy, når man er på farten (og evt. skitser i toget, som jeg gør) OG så er den ikke for dyr til, at du kan slå dig løs. Papiret på 140g er også fint, hvis man også vil lege med akvarel, farveblyanter, blæk osv. (Netop legen med materialer kan for øvrigt også godt anbefales for at få fuld smadder på kreativteten 🤘)

Ud og tegn løs! Jeg hepper på dig 😉

/Niels
Stregfabrikken.dk
Tegneserieskaber og illustrator